Arequipa, Colca Canyon og Huachachina

Efter vores lange ophold i og omkring Cusco gik turen nu videre sydpå mod Perus anden største by, Arequipa. Byen i sig selv skulle være et besøg værd, men den helt store attraktion er den dybe kløft, Colca Canyon, der ligger i nærheden. Det er den anden dybeste kløft i Peru (den dybeste kløft i verden ligger lige ved siden af, så hvorfor Colca Canyon er blevet så berømt, er ikke helt klart. Muligvis noget med tilgængelighed).

Vi var igen med Peru Hop, denne gang en natbus fra Cusco til Arequipa. Det var ikke helt så stor en succes som natbussen i Chile, og ingen af os fik mere end tre timers søvn. Så vi var godt trætte, da vi ankom kl.5.30 til Arequipa. Vi blev sat af ved vores hostel, hvor vi kunne sidde i receptionen et par timer inden vores værelse, heldigvis før tid, var klar. Vi nuppede en omgang morgenmad, inden vi kl.9 gik i seng igen og sov til middag. Lidt mere veludhvilede begav vi os ud i Arequipa. Der var ikke det store på vores liste over ting at se i Arequipa, så vi gik bare lidt rundt på må og få i byens historiske centrum. Som i Cusco var det mest interessante her maden og der var rigtig mange lækre steder. Især forelskede vi os i et pastasted, Pasta Canteen, hvor de stod og lavede pastaen helt frisk, når man bestilte. Det var lækkert! Og til den nette sum af 30kr for pastaret og tilhørende salat.

Katedralen i Arequipa

Udsigt over Arequipa med vulkanen Misti i baggrunden.

Efter to dage i Arequipa gik turen mod Colca Canyon, hvor vi havde besluttet at vandre ned i kløften på egen hånd. Vi følte, vi var blevet holdt nok i hånden med ture gennem de seneste to uger i Cusco. Vi tog en lokal bus ud til startpunktet, Cabanaconde, der er en lille by på kanten af kløften. Turen tog syv timer med bus, så vi følte os lidt snydt, når guidebøgerne siger, at Colca Canyon ligger i nærheden af Arequipa. Syv timer er ikke dansk for “i nærheden af”. Men lad nu det ligge. Frem kom vi. Jeg havde pådraget mig en irriterende hoste (jep, endnu engang nede med sygdom, min krop skriger på danske forhold efterhånden), så vi var lidt i tvivl om, hvor omfattende en tur vi skulle vælge ned i kløften. For ned, det skulle vi. Jeg følte mig dog nogenlunde frisk (man skulle tro, jeg snart havde lært at lytte til min krop, men nej, Fru Stædig), så vi bestemte os for at tage den lange tur rundt, ned den ene dag, gå langs kløften og op den næste dag. Vi havde en overnatning i Cabanaconde, så vi kunne starte vores hike tidligt næste morgen og nå frem inden det blev mørkt. Vi havde fået et kort over kløften på vores hostel og guidet til, hvordan vi skulle finde rutens startpunkt. Vækkeuret ringede 5.45. Op og afsted. Vi gik optimistiske, lettere hostende, afsted. Ud af den asfalterede vej og til venstre ved fodboldstadionet. Vi fandt noget der lignede en sti ned og forsøgte at følge den, men stien blev mere og mere utydelig og vi blev i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var en sti. Tilbage til start og gennemsøge området for en alternativ sti, men vi fandt ingen anden mulighed. Vi diskuterede lidt og bestemte os for at prøve den første sti igen og se, om den blev bedre. Det gjorde den ikke. Jeg var ikke vild med tanken om at følge en ikke-eksisterende smal sti med løse sten ned af en lodret klippevæg, så min usikkerhed vandt og vi vendte om (heldigvis skulle det vise sig). Der var en anden kortere rute ned i kløften, som vi kunne gå, så det måtte blive den korte udgave denne gang. Det tog Christian lidt tid at acceptere, men det gik. Vi fandt let den anden sti ned og gik afsted. I bagende sol. Det var ulideligt. Ned og ned det gik. Efter lidt tid begyndte Christian at snakke om han havde det lidt dårligt, at han måske var ved at blive syg. Det synes jeg selvfølgelig ikke lød godt og spurgte et par gange, om vi ikke skulle vende om, hvis han havde det dårligt, men nej. Ned det skulle han sgu (den mand lærer aldrig at lytte til sin krop, Hr. Stædig). Så vi gik videre i den bagende sol. Totredjedele af vejen ned holdte vi en pause i skyggen og Christian måtte indrømme, at han havde det virkelig dårligt. Det lignede noget dehydrering, så vi fik hældt en elektrolytopblanding på ham og masser af vand. Vi diskuterede frem og tilbage, hvorvidt vi skulle kæmpe os op eller ned. Jeg ville helst have ham op i en fart, men turen op var hård og lang og i bagende sol, så vi turde ikke. Det blev ned i stedet. Det gik da også kun lige at få ham ned, så det var heldigt vi ikke havde valgt at kæmpe os op. Jeg fik fundet os et hostel og Christian kom ned at ligge. Og der blev han liggende resten af dagen. Dog fik han hældt en masse energi indenbords, så han kunne være frisk til at gå op dagen efter. Jeg brugte resten af dagen på at hoste. Og hoste lidt mere og lidt mere. Vi var ikke et kønt par. Vi vil ikke gå mere i detaljer med den fiasko af en tur. Lad os bare sige, at vi fik kæmpet os op morgenen efter, hvor Christian var mere ovenpå og måtte hive en hostende vejtrækningsudfordret Louise op. Vi skulle aldrig have været nede i den kløft, men sådan kan man altid være så bagklog. Hr og Fru Stædig på tur.

Colca canyon på vej ned

Oasis byen Sangallen i bunden af Colca Canyon, hvor vi overnattede.

Tilbage i Arequipa gik turen videre nordpå langs kysten mod Lima. På vejen mod Lima havde vi to stop i henholdsvis Huachachina og Paracas. Første stop var oasen Huachachina, der vitterligt bare var en sø omgivet af to rækker af hoteller og restauranter midt i ørkenen. Det var en spøjst sted. Når vi kiggede ud af vinduet på vores hostel, troede vi det var overskyet, fordi man ikke kunne se himlen, men kun de høje sandsklitter, der omgav oasen. Vi havde booket en sandbuggy og sandboarding tur ud i sandklitterne. Vi var afsted i en sandbuggy, en bil bygget til at køre i sandet op og ned. Det var ikke en specielt behagelig tur, da vores bil var alt andet end pålidelig og med jævne mellemrum sprøjtede vand fra køleren op på os. Heldigvis holdte den til hele turen, dog med flere stop for at fylde vand på køleren, og vi susede op og ned af de stejle klitter. Efter lidt køren var det tid til sandboarde ned af klitterne på maven på en træplade. Jeg havde prøvet det i Australien tidligere og var ikke den store fan. Jeg er lidt allergisk overfor sand alle steder. Og der kommer sand ALLE steder. Christian var heldigvis frisk og afsted det gik! De første par gange i kontrolleret tempo, men den sidste gang med fuld gas og knap så meget kontrol. Han havde det dog sjovt.

Oasisen Huacachina

Vores meget upålidelig buggy

Sidste stop før Lima er Paracas, men det kapitel må vente til næste (og sidste for Peru!) indlæg.

ChrLou

Has one comment to “Arequipa, Colca Canyon og Huachachina”

You can leave a reply or Trackback this post.
  1. Anna - July 24, 2018 Reply

    I er noget uheldige med al den sygdom, hr. og fru stædig, men I vil jo også gerne opleve noget, når I nu er kommet så langt hjemmefra. Glæd til den danske sommer, vores termometer har i dag vist 32,6 grader, det er umuligt at lave noget. Knus fra os i Fredericia

Leave a Reply

Your email address will not be published.