Et besøg i Amazonas junglen

Det tredje store highlight på vores to-do liste for Sydamerika var et besøg ud i Amazonas junglen. En enorm regnskov centreret omkring Amazonfloden, der dækker landområder i både Brasilien, Peru, Bolivia og Ecuador. Vores udgangspunkt var byen Puerto Maldonado, der ligger 45 min. flyvetur nordøst for Cusco tæt på den bolivianske og brasilianske grænse. Herfra var det en kort bådtur ud til Tambopata National Reserve, som det område af junglen hed, vi besøgte. Vi havde booket en samlet pakke ved AmazonPlanet, hvor vi fik fire overnatninger i deres junglelodge og 2-3 forskellige aktiviteter hver dag.

Da vi landede i Puerto Maldonado og steg ud af flyet, var det som at træde ind i en anden verden. Vi kom fra knastør luft og 3400 højdemeter i Cusco til 75% luftfugtighed og 180 højdemeter i Puerto Maldonado. Derudover var de konstant nærværende bjerge gennem de seneste seks uger skiftet ud med flad, grøn og frodig skov. Og vi havde kun fløjet 45 min. Det er vanvittigt. Hvad der er endnu mere vanvittigt var, at så meget vi kampsvedte de to første dage i junglen, så meget frøs vi de sidste to dage. Generelt har de en ulidelig varme i Puerto Maldonado fordi luftfugtigheden er så høj, men en 5-6 gange om året får de kølige vinde gennem området, der varer en 4-5 dage og sænker temperaturen betragteligt. Og selvfølgelig ramte vi ind i sådan en omgang vind. Vi skal altid lige krydre vejret lidt ekstra her i Sydamerika.

Efter vi blev samlet op i lufthavnen, gik turen med langbåd til junglelodgen. Her blev vi indlogeret i vores egen lille bungalow med terrasse lige ud til floden. Det var et rigtig lækkert område ned til floden og omkranset på alle andre sider er junglens tætte bevoksning. Perfekt til et lille get-away. Vi ankom lige i tide til frokosten, der blev serveret i lodgens fælleshus. Alle måltider blev tilberedt af lodgens to kokke og bød på alle tænkelige udgaver af peruviansk mad. Stort set altid indeholdende kartofler og altid afsluttet med en alt for sød slags budding. Det var ganske udmærket mad, men lad os bare sige at efter otte af disse måltider, var vi færdige med peruviansk mad for et stykke tid.

Udsigten fra terassen til vores bungalow

Hængekøjer til eftermiddagsluren

Som nævnt var det en samlepakke, vi havde booket, så vores ophold inkluderede adskillige aktiviteter og ture ud i junglen. Første dag stod på en eftermiddagsgåtur rundt i junglen omkring lodgen, hvor vi lærte og den lokale flora og fauna. Efter mørket havde sænket sig over junglen, var det tid til endnu en gåtur ud i junglen for at møde nattens dyr. Jeg stod over på denne tur, da jeg ikke var på toppen, så Christian var afsted alene for at spotte kæmpe edderkopper, frøer og andre nataktive dyr.

Efter en tropenat bød anden dagen på endnu varmere og ulidelig temperaturer, hvor man var nødt til at acceptere at sveden løb ned af panden konstant. Formiddagens tur bød på en canopy walk, hvor vi gik opad en noget tvivlsom hængebro til en platform placeret over junglen i 45 meters højde. Der var en fantastisk udsigt over junglen og det giver et helt andet perspektiv at kigge ned på træerne fremfor at strække nakken tilbage og kigge op. Vi brugte lang tid oppe på platformen med at spotte fugle og nyde junglens stilhed. Eller stille er der aldrig, der er konstante lyde fra junglens beboere, men vi kan kalde det en “afslappende larm”. Efter opholdet på platformen gik turen videre til det lokale rescue center, hvor dyr, der enten er blevet fundet hjælpeløse i naturen eller konfiskeret fra ulovlige aktiviteter, bliver passet indtil det vurderes, at de kan sættes ud i naturen igen. Ideen bag sådanne rescue centers er rigtig god, at hjælpe dyr til bedre vilkår med det formål at de skal tilbage i vild natur. Det åbner dog også for diskussionen, som Christian påpegede, om vi påfører dyrene menneskelige tilstande og følelser. I naturen overlever du på naturens vilkår, ellers ikke. Der er selvfølgelig mange lag i den diskussion og for lang at tage her. Der er helt klart nogle gode historier fra det rescue center, men også nogle rigtig triste skæbner og dyr, der havde været indespærret i alt for mange år, så det sætter altid tankerne i gang, om vi gør det for dyrenes skyld eller for vores skyld.

På vej op over træerne ad en tvivlsom gangbro

Junglen fra 45 meters højde

Tukan fra det lokale rescue center. Fuglen var egentlig sat fri, men han kunne ikke undvære menneskelig kontakt så han er vendt tilbage og følger nu folk rundt i området.

En “reddet” puma som har boet i et alt for lille bur i 5 år.

Inden andendagens sidste aktivitet blev der tid til en lille fodboldkamp. De ansatte på lodgen spillede gerne en omgang fodbold i deres pause mellem eftermiddagsaktiviteterne og aftenaktiviteterne og her fik Christian og jeg en invitation til at være med. Så vi nuppede en gang fodbold med alle guiderne. Det viste sig dog, at de nok gik lidt mere op i det end vi havde forventet, så jeg tror muligvis de fortrød, de havde inviteret os til at være med. Især da vi kostede det sidste og afgørende mål. Lad os bare sige, at vi ikke blev inviteret igen dagen efter.

Efter fodboldkampen blev dagen afsluttet med endnu et eventyr i mørket. Denne gang ned af floden i håbet om at spotte kaimaner, der er en afart af alligatorfamilien. Vi havde ikke sejlet ret langt, før den første blev spottet. Guiden spotter dem ved at lommelygten giver genskin i kaimarnernes øjne. Det blev til en 5-6 stykker og derudover en lille familie på fire af kapivarer, også kaldet flodsvin, som er verdens største gnaver.

Tredjedagen stod på sengen for mit vedkommende, da jeg var blevet ramt af en omgang influenza eller slem dehydrering, så Christian måtte afsted alene ud og besøge en lokal stamme, der lever af junglen og dens ressourcer. Her lærte han at skyde med bue og pil, sang og dans og håndarbejde og madlavning på lokal maner. Resten af dagen stod på afslapning i bungalowen.

Den lokale stammes overhoved.

Gynger er altid sjove!

Vores sidste dag stod på en tidlig morgenvækning og afgang med båden kl.5. Turen gik mod en stor sø i Tambopata National Reserve, hvor der var mulighed for at spotte masser af forskelligt dyreliv. Jeg følte mig nogenlunde frisk igen, så jeg besluttede at tage med. Turen rundt på søen foregik i en bred kano, hvor vi sejlede langs bredden og forsøgte at spotte dyreliv. Vi så adskillige kaimaner, der lå og slappede af i vandoverfladen med hovedet oppe over vandet. Derudover spottede vi et utal af forskellige fuglearter, både store og små. Den mest forekommende var “Stinky bird”, der eftersigende fik sit navn fra dens duft. Vi var dog ikke tæt nok på til at kunne bekræfte dette. Der skulle også være mulighed for at se vilde oddere, men de havde ikke lyst til at komme frem og lege den dag, da vejret og vinden var alt for kold. På gåturen tilbage fra søen blev junglen omkring os lige pludselig levende. Det startede med at vi kunne spotte en abe. Så to og tre. Fire. Fem. Seks-syv-ti-tyve. Halvtreds små Hr. Nilsson aber hoppede rundt i træerne omkring os. De svingede rundt og hoppede fra gren til gren. De var alle vegne. Det var et spektakulært syn med så mange af dem lige meget hvor vi kiggede hen. Det var en perfekt afslutning på formiddagens dyrelivsspotningstur. Den sidste eftermiddag blev brugt på først en flydetur i gummibåd ned af floden og derefter en fisketur inden solen gik ned. Det lykkedes Christian at fange to fisk!

På vej ud mod søen i en lille kanal

Søen med adskillige kaimaner

3 seje fætre på række

Hr Nilsson

Det var nogle rigtig gode dage vi havde i Amazona junglen på trods af sygdom og koldt vejr. Det var en tiltrængt kontrast til det bjergrige landskab vi har været omgivet af i resten af Sydamerika og det travle byliv vi har set så meget af. Det var samtidig også sidste store punkt på vores rute, nu er der kun mindre stop tilbage her i Peru inden vi om halvanden uge flyver til Brasilien. Næste stop på Peru-ruten er Arequipa og et besøg i den dybe kløft Colca Canyon.

ChrLou

Leave a Reply

Your email address will not be published.