Hektiske døgn med mobildød, vulkan og ankomst til Bali

De sidste to dage i Yogyakarta blev brugt på tempelbesøg. Det var tanken, at vi skulle afsted tidligt om morgenen, men da vækkeuret ringede kl.5, havde vi ikke lukket et øje pga det forsatte jetlag. Vi besluttede at det ville være tæt på selvmord at bevæge sig ud i den lokale indonesiske offentlige transport uden nogen søvn. Så vækkeuret blev udsat. Det blev så til en sen eftermiddagstur mod det hinduistiske tempel Prambanan, hvor vi ville nyde solnedgangen. Det skulle vise sig at søndag eftermiddag er MEGET trafikeret i Yogyakarta, fordi alle skal hjem efter en weekend i byen. Det endte derfor med at tage ca. 2 timer at tilbagelægge den godt 17 km der var ud til templet. Det gav os lige præcis tre kvarter til at udforske det kæmpe tempelområde. Solnedgang blev der heller ikke meget af, da det var overskyet og regnvejr. Vi nåede dog at se hovedtemplet uden at stresse og det var da nogle meget pænt bygget små templer taget bygningstidspunktet i betragtning. Jeg må nok lige indskyde, til dem der ikke er klar over det, at jeg går meget hurtigt tempel-træt. Det er et fænomen. Det er også derfor Christian i sin tid gav mig tilnavnet ‘the benchhunter’. Jeg finder en bænk, mens Christian får lov at gå rundt og studere templerne i sit eget tempo. Og ikke mindst i fred.

Dagen efter Prambanan, stod den på det største buddhistiske monument i verden, Borobodur. Vi forsøgte igen med det tidlige vækkeur, men måtte igen springe over (denne gang havde vi dog fået 2-3 timers søvn, men alligevel). Vi forsøgte os igen med offentlig transport, da det var langt billigere end taxi eller tur (hvilket er til stor glæde for vores finansminister, når vi kan spare 50 %). Det var en lidt længere tur og med en bus af noget ældre dato, men det hele gik smertefrit. Det er heldigvis så simpelt, at når de lokale ser to hvide turister, så er de udmærket klar over, hvor vi gerne vil hen. Og som sagt, så snakker de fleste rigtig pænt engelsk her på Java. Templet i sig selv var en stor stenbygning i 6-7 niveauer, hvilket var rimelig imponerende. Det mest imponerende var dog den fantastiske udsigt, der var fra templet udover de omkringliggende skove og bjerge. Det var flot.

Om aftenen indtraf den skæbnesvangre hændelse at Christian telefon døde. Det ramte os hårdt, da det gik op for os, hvor meget vi er afhængige af vores telefon / wifi hernede. Og ikke mindst alt Christians underholdning til de lange rejsedage lå på den telefon. De næste dage stod på lange rejsedage. Det er sjovt at tænke på, at da vi rejste for 8 år siden, havde vi ingen smartphone og brugte kun internetcafeer til at skrive blog og ringe hjem. Vi gik udelukkende efter Lonely Planets vejledning og derudover mavefornemmelse. Nu skal vi tjekke ALT på nettet og læse blog om andres erfaringer og tjekke vurderinger på TripAdvisor inden vi foretager os noget. Det er både godt og skidt.

Efter fire dage i Yogyakarta gik turen videre mod Mt. Bromo, som er en aktiv vulkan i den østlige del af Java. Turen derud er lang, da ligger udenfor alting. Først med toget mod Probolinggo i 8 timer og herefter med minibus mod Cemoro Lawang i 2 timer. Vi havde læst rigtig meget dårligt om Cemoro Lawang og især dens indkvartering, der skulle være dyrt og beskidt. Så vi frygtede det værste. Det var ikke så slemt som frygtet, men det var koldt, fugtigt og der var et par kakerlakker på badeværelset. Så ikke et sted, man har lyst til at være længere end højst nødvendigt. Folk er her som regel også kun en enkelt nat for at se vulkanen og kigge ned i krateret. Vi havde valgt at ville gå turene selv og ikke som en del af en planlagt tur. Det viste sig at være et rigtig godt og let valg. Der er to ture man går omkring Mt. Bromo; først går man op til et viewpoint for at se solopgangen over Mt. Bromo og dernæst går man hen til vulkan og kravler op for at kigge ned i krateret. Vi faldt i snak med et tysk par om aftenen, som også ville gå selv op til viewpointet til solopgang, så dem aftaltes vi at følges med – så var vi fire til at finde vej i mørket. Det viste sig dog overhovedet ikke at være svært at finde, bare ligeud. Vækkeuret ringede 3.45 og afsted det gik. I regnvejr. Det tog os ca. en time at nå det første viewpoint, hvor vi valgte at stille os klar og vente på solopgangen. Vi havde dog ikke høje forventninger, da det stadig småregnede. Og ja, vi fik da heller ingen solopgang at se. Der var fuldstændig tåget, så det var umuligt at se noget som helst. Det var virkelig skuffende! Nedenfor ses vores udsigt og udsigten i klart vejr (tak Google).

Efter at have stået en time og ventet, gav vi op og begav os nedad igen. Tilbage på hotellet var det tid til morgenmad inden turen fortsatte hen til vulkankrateret. Inden vi kunne gå afsted skulle vi dog lige bestemme os for, om vi ville overnatte et nat til i Cemoro Lawang eller tage direkte videre samme dag mod Bali. Frem og tilbage, blev vi enige om bare at komme mod Bali med det samme. Hvilket vi nok ikke skulle have gjort, men lad nu det ligge. Vi fik kontaktet en fyr, som kunne skaffe os en bus til Bali med afgang kl.14 samme dag, så det sagde vi ja tak til. Det betød selvfølgelig at vi først ville være i Bali midt om natten, men til gengæld havde vi god tid til at få styr på nogle småting inden afgang.

Nå, tilbage til hovedattraktionen; turen og og kigge ned i vulkanens indre. Regnen var taget til, da vi gik afsted fra hotellet, så der gik ikke længe før vi var fuldstændig gennemblødt. For at komme hen til vulkanen skulle vi krydse Sea of Sands, et kæmpe sandområde, der ligger rundt om vulkanen. Det blæste og regnede. Det eneste gode ved det, var at sandet var vådt, så det ikke var så hårdt at gå i. Det så fantastisk flot ud at se, hvordan vulkanen rejste sig fra det helt flade sandområde. Henne ved foden af vulkan begyndte opstigningen først i sand (eller måske nærmere mudder) og herefter via 235 trin mod toppen. Efterhånden som vi nåede toppen kunne vi begynde at lugte svovlgasserne, der steg op fra vulkanen. Og da vi endelig nåede toppen, kunne vi kigge ned i krateret og se vulkansøen hvorfra dampene steg op. Det så vildt ud. At stå der og kigge ned i en aktiv vulkan. Vi havde også krateret for os selv, da vi ikke kom på samme tidspunkt som alle turene. Udsigten udover landskabet var også formidabel. I de ca. fem minutter før det hele blev dækket i tåge. Det var sjovt, hvordan tågen kom og gik hele tiden. Det ene øjeblik kunne du se så langt du ville, det næste øjeblik kunne du se fire meter frem. Vi kunne have stået deroppe længe og nydt udsigten, men det blæste en halv pelikan og vi var sjaskvåde, så vi smuttede hurtigt ned igen.

Tilbage på hotellet blev vi overfaldet af ham, der skulle køre os til bussen mod Bali, at bussen ankom tidligere, så vi skulle afsted kl.11.30 fremfor kl.14. På det tidspunkt var klokken ca. 10.15, så det var hurtigt ned i bad og så få pakket. Da vi kl.11 gik ud for at finde noget frokost, fangede manden os igen og sagde at bussen var tidligt på den, så vi skulle køre med det samme. Hu-hej vilde dyr os ind i en bil og i fuld fart ned fra bjergene til Probolinggo, hvorfra bussen gik mod Bali. Kl.13 sad vi den meget air-conditionerede bus på vej mod Bali. 10 timer skulle det tage. Afsted det gik mod færgehavnen på Java, færgen over på Bali og videre mod Denparsar.

Kl.24 lokal tid ramte vi busstationen udenfor Denparsar. Det var en hård tur. Der var åbentbart ikke indlagt et aftensmadsstop, så vi havde ikke fået noget siden frokost. Udover kiks i bussen. Ud af bussen, overfaldet af chauffører og ingen taxi at se i nærheden, lod vi os overtale til at tage en overbetalt røvirriterende mand til at køre os ind til byen. Ingen af os er klar over, hvorfor vi sagde ja, for ingen os havde lyst til at køre med ham. Anyway, der sad vi så. Eftersom det hele lige pludselig var gået så stærkt i Cemoro Lawang, havde vi ikke nået at få booket et hotel i Denparsar. Så vi kørte afsted mod det hotel, vi havde kigget på. Som altid så ud til at have frie værelser. Det var selvfølgelig ikke tilfældet. En skoleklasse af en art var checket ind. Puha. Frem med iPad’en og låne hotellets wifi for at finde et nyt hotel. Book hotel. Bestil taxi. Afsted mod nyt hotel. Umiddelbart så det fint ud, selvom værelset havde en meget stærk kemisk lugt. Som i virkelig voldsom. Men endelig kunne vi kravle i seng. Efter at have været oppe i ca. 21 timer. Welcome to Bali!

Dagen derpå er vi begge to stadig helt smadret. Christian vågnede op med bid på hele kroppen fra bedbugs, så vi skal have fundet et nyt hotel, hvor vi kan få hvilet ud og få planlagt vores videre færd i Indonesien. Vi er nu rykket ud til vandet ved Sanur, hvor vi skal dase ved stranden et par dage inden turen går videre. Hvorhen er stadig uvist.

ChrLou

3 comments to “Hektiske døgn med mobildød, vulkan og ankomst til Bali”

You can leave a reply or Trackback this post.
  1. Dorte - February 16, 2018 Reply

    Hold da op – I har fået oplevet en masse. Det har vist været lidt hektisk. Ud fra billederne at dømme virker Indonesien som et frodigt land. Og det er da godt, at I har IPAD’en, når nu Christian’s telefon har valgt at samarbejde. Forhåbentlig får I også det problem løst.
    Håber I finder et godt logi uden “ekstra logerende” og hvor I kan få slappet lidt af. Det lyder som om I kan trænge til det efter turen til Bali og eftervirkningerne efter jetlag.
    Fortsat god tur.

  2. Tineh - February 16, 2018 Reply

    Det lyder også som lidt af en omgang i har haft. Håber i får slappet godt af i sandet nu og kommer til hægterne.
    Det ser ellers ud til at være nogle flotte templer. De “gamle sten” ville jeg også nyde at gå og kigge på

  3. Anna - February 17, 2018 Reply

    Det lyder til at I har haft nogle spændende oplevelser, både på godt og ondt, men sådan er det at være på adventure rejse.
    Fortsat god tur

Leave a Reply

Your email address will not be published.