Kyllinge satay og rockstar status

Fredag morgen tog vi toget fra Jakarta til Yogyakarta, en tur på godt syv timer. Vi var godt trætte, da vækkeuret ringede halv syv. Plaget af jetlag var det kun blevet til tre timers søvn. Vi valgte derfor at tage en taxi den korte vej til togstationen. Hotellets stik-i-rend dreng prejede en taxi for os, men inden vi fik lov at sætte os ind, ville han lige advare os om, at det var en kvindelig chauffør og høre, om det var okay med os. Godt så. Nok blev jeg lidt indigneret over at det nu skulle være et problem, men på den anden side må vi erkende, at vi aldrig før er stødt på en kvindelig taxi chauffør i Sydøstasien før.

Med den lille sidehistorie, tilbage til hovedhistorien. Togturen til Yogyakarta gik fint, på trods af at det var ekstremt svært at holde sig vågen. Udsigten ud af vinduet var helt formidabel. De grønne rismarker strakte sig så langt øjet rakte og efter noget tid begyndte bjerge at titte frem i baggrunden. Java er helt utrolig grøn. Som i photo-shoppet grøn! Det ser frodigt ud alle steder. Det var ikke til at tage billeder af det fra togvinduet, men vi håber på at få chancen de næste par dage, når vi bevæger os ud i området omkring Yogyakarta. Efter vi ankom til Yogyakarta fandt vi et guesthouse og slappede af inden det var aftensmadsjagt. Vi havde læst om en gade, der om aften blev lavet om til en lang række gadekøkkener, hvor der blev lagt sivmåtter ud til at sidde på. Det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var enormt hyggeligt at sidde i de små telte på sivmåtterne, men maden var ikke prangende. Så vi toppede op med kylling satay (krydrede kyllingespyd) fra en af mange damer, der sag og grillede dem på gaden.

Dagen i dag er gået med sightseeing i Yogyakarta. Vi havde en slow start (det var åbenbart hårdt at komme i gang efter 12 timers søvn – forhåbentlig er vi nu sluppet af med jetlag for good). Vi gik ned gennem byen for at besøge sultanens palads, Kraton, hvilket ikke var en specielt ophidsende oplevelse på trods af det var et must-do ifølge vores bibel, Lonely Planet. Efter paladset spiste vi noget frokost inden vi slentrede tilbage på værelset for at holde siesta. Der er ulideligt varmt hernede med en luftfugtighed på en million. Det skal vi vist lige vende os til. Heldigt vi har masser af tid, så vi kan tillade os at holde gode lange pauser. Aftensmaden blev indtaget på intet mindre end tre lokationer! Først var der kylling satay (det er vi helt tosset med!), så forårsruller og tilsidst en omgang Nasi Goreng. Alt til den nette sum af 20 kr! Det gør finansministeren glad.

Vi er vilde med Yogyakarta og de indonesiske mennesker er virkelig venlige og imødekommende. Og overraskende gode til engelsk. Vi skal dog lige vænne os til, at vi også er en turistattraktion i sig selv. Der kommer åbenbart ikke så mange blege turister her. Derudover kommer der rigtig mange besøgende fra fjerne dele af Java, som ikke har set hvide mennesker før (de kommer for at se Borobodur, det største Buddistisk tempelkompleks i Indonesien). Så der bliver vendt hoveder og hvisket i krogene, som var vi rockstar ikoner. Det er da også blevet til en fotosession eller fem allerede. Det skulle efter sigende være værre ude ved tempelkomplekserne, som vi skal besøge de næste dage. Så det er frem med det store smil, peacetegnet og rockstar attituden – og muligvis lidt overbærenhed.

Vi har lagt billeder op på Google Photos – link i menuen i toppen eller her.

ChrLou

Has one comment to “Kyllinge satay og rockstar status”

You can leave a reply or Trackback this post.
  1. Dorte - February 10, 2018 Reply

    Dejligt at høre, at I er ved at være ovre jeres jetlag og at I nyder livet -:)
    Billederne vækker minder fra Thailand. Sjovt at det i nogle situationer er jer, der er turist attraktionen -:) Det vender tingene lidt på hovedet….
    Her er det hundekoldt og det er lige begyndt at sne! Så vi er godt misundelige….
    Vi har besøg af Anna og Thorbjørn og skal hilse jer. Knus her fra.

Leave a Reply

Your email address will not be published.