Potosi og Sucre: et studie i boliviansk transport

Efter de store naturoplevelser i Uyuni gik turen videre mod en uges udforskning af de tre mest berømte bolivianske byer, Potosi, Sucre og La Paz.

Første stop var minebyen Potosi i 4100m højde. Byen er kendt for sin minedrift og havde sin storhedstid tilbage i 1600-tallet, hvor spanierne opdagede de store sølvreserver, der var i området. I dag er disse reserver for længst udtømt og regeringen har opgivet minerne. Dette forhindrer dog ikke lokale minearbejder i at søge lykken nede i minerne i håb om at finde en lille smule sølv, der kan løfte dem ud af fattigdom. Hovedattraktionen for Potosi er at besøge disse miner og se med egne øjne, de ulykkelige omstændigheder minearbejderne lever i. Det var jeg fra start dog helt klar på, at det skulle jeg bare ikke! Christian meldte også pas på de små mineskakter med luften fuld af arsenik og andet lort. I stedet gik vi på opdagelse i byens smalle gader, der snoede sig op og ned af de omkransende bjerge. Det gik rigtig godt nedad, men opad prustede vi og al samtale måtte indstilles. Længe leve flade Danmark ved havoverfladen! Byen var ikke noget specielt, men heller ikke nær så fattig som forventet.

Katedralen i Potosi.

Hovedtorvet i Potosi med masser af liv

Efter en enkelt dag i Potosi gik turen videre mod Sucre. En tur der blev lidt længere end forventet. Vi bookede en busbillet ved et af de tusinde busfirmaer, der var lokaliseret på den lokale busstation. Det viste sig at være en flot blå bus med rigeligt patina og en skøn særpræget duft af sved. Heldigvis var det kun tre timer. Eller tre timer fra bussen forlod Potosi. Det med at komme afsted viste sig at tage lidt længere tid. Bussen skulle lige fyldes først. Så billetdamerne løb rundt og råbte og skreg på passagerer mod “SUCRE, SUCRE, SUCRE”. Efter godt en halv time begyndte de lokale i bussen at blive irriteret og råbe “VAMOS!”. Det frusterende var, at bussen rent faktisk forlod busterminalen til tiden, men så stoppede den efter 100m, og så 500m og så 100m igen, i håb om at samle flere passagerer op. Efter tre kvarter var de åbenbart tilfredse (eller måtte give op) og bussen kunne endelig forlade Potosi.

Da vi ramte Sucre var det ud og preje en taxi på vejen. En taxi holdte ind, hvor taxifatter havde mutter på forsædet. De kendte ikke lige vores hostel, men ingen problem, ind med os og afsted. Vi viste dem endnu engang på Google Maps, hvad vores hostel hed og hvor det lå. Muligvis var mutter med som GPS, jeg ved det ikke, men der blev diskuteret voldsomt på forsædet om vejen. De må være noget til enighed, da der blev stille og de nikkede anerkendende til at vide, hvor vi skulle hen. Efter lidt tid holdte fatter ind til siden, vi var fremme, mente han. Han havde fundet et sted der startede med “Hostel” præcis som der, hvor vi skulle bo. Ja, flot, ALT starter jo med “Hostel”. Så vi måtte pænt forklarer dem, at det ikke var rigtig. Så løb fatter ud for at spørge nogle på gaden, mens vi forgæves forsøgte at vise mutter på Google Maps, hvor vi gerne ville hen. Ingenting hjalp. Vi kørte videre og fatter forsøgte at holde ind ved alle steder, hvor der stod “Hostel”, mens vi sad på bagsædet og sagde “NO NO NO”. Til sidst gav Christian op, og mutter fortalte fatter at han skulle høre efter, og så guidede Christian ellers retningen hen til vores hostel. Problemfrit. Puha. Man skal have god tålmodighed med transporten i Bolivia.

Velankommet i Sucre gav vi os ud i byen for at finde noget tiltrængt frokost (klokken var lidt i fire). Vi spiste en sen frokost / tidlig aftensmad og gik så hjem i seng, vi var godt trætte og undertegnede var på vej ned med sygdom igen. Det blev dog ikke til mere i løbet af natten, så jeg følte mig frisk nok til at udforske byen lidt den efterfølgende formiddag. Vi startede med at people watch’e på det centrale torv, hvor der var masser af mennesker, der passerede forbi i deres daglige gøremål. De fleste var overraskende velklædte og det var bestemt ikke til at se, at vi befinder os i et af Sydamerikas fattigste lande. Sucre er egentlig Bolivias officielle hovedstad, dog mest af navn. La Paz, som vi troede var Bolivias hovedstad, fungerer som regeringssæde og i alle henseender som hovedstad. Sucre var ligesom Potosi, bygget op ad de omkringliggende bjerge, så her igen var der masser af bakker i byen. Forskellen er dog, at Sucre ligger i den mere behagelige højde 2800m, så vi mistede ikke vores ene lunge ved at gå op ad. Efter frokost måtte jeg give op og gå tilbage i seng, og det blev ikke til mere Sucre for mit vedkommende. Over middag gik Christian ud for at drikke øl, spise nachos og se fodbold. De er heldigvis voldsomt engageret i VM, så det er ikke noget problem at finde en bar eller cafe med fjernsyn og gode tilbud. Selv den unge skopudserknægt på torvet havde helt styr på at Danmark vandt over Peru. Den efterfølgende dag, måtte Christian alene ud og kigge lidt mere på byen, med besøg på et lokalt museum omkring Bolivias historie.

People watching på torver i Sucre.

Sucre kaldes den hvide by på grund af de flotte hvide huse.

Det blev til tre dage i Sucre inden vi havde booket et fly videre til La Paz. Og afgangen fra Sucre blev næsten mere interessant end ankomsten. Vi havde fået vores hostel til at booke en taxi til os til lufthavnen, så vi forhåbentlig kunne få en lidt mere kompetent chauffør. Afsted med os i taxien mod lufthavnen lige nord for byen. Vi kører og kører og befinder os lige pludselig langt fra byen midt i bjergene. Lidt mystisk. Vi konsulterer vores kære Google Maps og kan se, at vi befinder os syd for byen. Vi forsøger at sige til taxi chaufføren på vores gebrokken spansk, at vi tror, vi kører den forkerte vej. No, no, no, vi er på rette vej, siger han. Vi tøver. Kører lidt længere. Det bliver værre, vi kører længere og længere sydpå. Vi forsøger endnu en gang at sige, at vi kører den forkerte vej og viser ham på Google Maps, hvor lufthavnen ligger, men han holder stædigt fast i, at han er på vej til lufthavnen. Vi bliver desperate og vil have ham til at vende om, men han holder fast i at han har ret. Vi får ham til at holde ind til siden, mens vi diskuterer. Vi har læst om taxi-kidnapning og er lidt i tvivl om, hvorvidt vi kan stole på, at han ikke bare kører os ud midt i ingenting. Vi er så fortvivlet, at vi tyer til at åbne for roamingen på Christians telefon for at søge efter Sucre Airport endnu en gang på Google og kommer frem til samme resultat. Den ligger lige nord for byen. I mellemtiden er han begynde at ringe til folk for at få bekræftet, at han har ret. Endelig får vi kigget i biblen, Lonely Planet, hvor der står, at en ny lufthavn er ved at blive bygget og skal åbne i marts 2016. Den ligger syd for Sucre. Flot. Taxichaufføren har haft ret hele tiden. Vi undskylder mange gange og han kører videre. Til den rigtige lufthavn. I bagklogskabens klare lys har vi lært to ting. Et, at vi ikke altid skal lægge vores liv i Google Maps hænder. Og to, at det altid kan svare sig at anskaffe en lokalt simkort uanset hvor kort man skal være i landet. Den lektion kostede os 450kr i roaming. Tak til vores umådelig vedholdende taxichauffør, som kun grinte lidt af os da vi (endelig) kom frem til lufthavnen.

Resten af turen til La Paz gik problemfrit og vi befinder os nu i Bolivias største by. Mere om det i næste blogindlæg.

ChrLou

Leave a Reply

Your email address will not be published.