Sidste stop Chile: Atacama ørkenen

Så nåede vi slutningen af Chile (vi sidder nu i Bolivia, så vi har sagt farvel). Sidste stop på turen var oppe nordpå ved Atacama ørkenen. Vi havde booket flybilletter fra Pucon (eller tæt derpå) og til Calama via Santiago. Det sparede os en masse tid på vejene med bus, sådan cirka 34 timer. Så de ekstra penge var givet godt ud, synes vi. Vi ankom til Calama om eftermiddagen og fandt en bus mod San Pedro de Atacama, indgangsporten til Atacama ørkenen. Det er en lille oaseby midt i det bare ørkenlandskab.

Da vi kom ud af lufthavnen i Calama blev vi mødt af en varme, vi ikke har mærket længe. Solen har magt på disse kanter. Så det var af med jakken. Og tørklædet. Og trøjen. Det føltes rart at mærke solen på sine bare arme igen. Turen mod San Pedro gik gennem det bare og barske landskab, der var i skarp kontrast til det frodige Lake District vi kom fra. Vi fik nogle rigtig flotte udsigter gennem minibussens vinduer, hvor man på toppen af bakkerne kunne se uendelig langt mod Andesbjergene i det fjerne.

Den første dag i San Pedro gik med at gå rundt til turbureauer og kigge på, hvilke ture vi var interesseret i. Vi fik booket en stjernekigningstur og vores tur videre mod Bolivia (en tre dages tur mod Uyuni i det sydlige Bolivia, mere om den i næste blog). Samme aften var det tid til at tage ud og kigge på stjerne. Atacama skulle være et af de bedste steder i verden at kigge på stjerner, så det havde vi set frem til. Desværre begyndte jeg at få det dårligt på vej i bussen, hvilket kun blev værre, som aftenen skred frem, så jeg brugte det meste af aften på en plastikstol med lukkede øjne. Heldigvis nåede jeg at se, hvor fuldstændig fantastisk himmelen så ud ude i den mørke ørken. Der var stjerne overalt! Store og små side om side. Og Mælkevejen var usandsynlig tydelig, som et hvidt slør henover himmelen. Der var også opstillet adskillige teleskoper, som vi kunne betragte himlen gennem. Her så vi både Saturn med dens ringe og Jupiter med sin røde storm ved siden af.

Dagen efter stod på sengen for mit vedkommende, mens Christian begav sig ud på en gåtur i området omkring San Pedro. Han gik op til et udkigspunkt, hvor han havde god udsigt over både byen og det omkringliggende landskab. Desværre var det begyndt at blæse op, så det blev en lidt sandet tur hjem.

Udsigt fra udkigspunkt nær San Pedro de Atacama

Udsigt over dalen hvori San Pedro de Atacama ligger

Det var dog ikke noget i forhold til de næste to dage, hvor der virkelig var sus i vinden, hvilket betyder sand overalt. Det holdte os dog ikke tilbage fra at tage på opdagelse. Vi havde booket en tur ud til Valle de la Luna, som er et af hightligth’sne ved Atacama. Vores oprindelige tur blev aflyst pga blæsevejr, men vi hørte, at andre ture stadig kørte, så afsted med os ud og finde en ny tur. Kl.14:50 lykkedes det at finde en tur. Med afgang kl.15. Perfekt. Afsted med os mod Månedalen. Med hætten godt oppe om ørerne og halsedissen op foran næse og mund (for at holde det værste sand ude) gik det ud i det barske landskab. Der er en blanding af skarpe klippekanter og enorme sandklitter, der giver det et uvenligt men imponerende udseende. Vi gik også en tur gennem nogle tunneler eller smalle klippespalter, hvor vi kravlede rundt mellem de mineralholdige klippeformationer. Turens højdepunkt, og sidste punkt på turen, var solnedgangen over hele Månedalen. Desværre var det også blevet mere og mere overskyet, som dagen skred frem. Så i stedet for en fantastisk solnedgang, hvor solens stråler maler klippeformationerne i alskens røde nuancer, fik vi kraftig vind og regn. Ja, REGN! I ørkenen! Hvad er chancen? De har ikke set en dråbe siden februar i San Pedro og det plejer normalt at regne én gang om året. Vi kan bare det der.

Udsigten i Valle de la Luna

Sandklit i Valle de la Luna

Ansigtet beskyttes

Her skulle man kunne se solnedgangen med en masse flotte farver – altså hvis det ikke var overskyet…

Og det stoppede ikke der med vejret. Det dårlige vejr gjorde at grænsen mellem Chile og Bolivia blev lukket (pga sne), så vores tur til Uyuni blev udskudt. Heldigvis blev den kun én dag forsinket, da de på anden dagen valgte at sende os over en grænseovergang længere nordpå i Chile, som ikke var lukket. Det ekstra dag i San Pedro blev brugt på afslapning på vores hostel. Der var en lækker hævet terrasse med udsigt mod Andesbjergene, hvor man kunne sidde i en havestol eller svinge i en hængekøje med en kop kaffe og sin bog. Derudover blev det også til (endnu) et besøg hos byens lokale franske bager. Her bagte de baguettes og croissanter, der smagte af Frankrig. Deres olivenbrød og chokoladecroissant var det bedste bagværk vi har fået længe. Mums. Det er med at fylde depoterne godt op, når man løber ind i noget kendt og lækkert, det er aldrig godt at vide, hvordan udvalget er det næste sted, vi kommer hen. Og eftersom det næste sted hedder Bolivia, har vi ikke høje forventninger til de kulinariske oplevelser. Derimod var vores forventninger til naturoplevelserne på den forestående tur ud i Salar de Uyuni, skyhøje.

Udsigt til Andesbjergene fra terassen på vores Hostel

Afslapning på terassen

ChrLou

Has one comment to “Sidste stop Chile: Atacama ørkenen”

You can leave a reply or Trackback this post.
  1. Dorte - June 16, 2018 Reply

    Hold da op – det er lige fra den ene yderlighed til den anden. I tager da nogle store skift på vejrmæssigt og naturmæssigt på kort tid.
    Det må være en stor oplevelse at opleve nattehimlen og stjerner, når det er så tydeligt og klart som I beskriver. Ærgerligt at du Louise ikke var på toppen.
    Kender godt oplevelsen af at finde et godt bageri med gode brød mv. Det kan slet ikke beskrives! Så er det tid for en gevaldig optankning-:)
    Glæder os til at høre om turen tilBolivia.

Leave a Reply

Your email address will not be published.