Storslåede Salar de Uyuni

Vi er lidt bagud her på blogfronten, da blogredaktøren endnu engang har lagt sig med sygdom, det gamle skravl.

Ankomsten til Bolivia gik via en guidet tre-dages tur gennem det øde landskab i det sydlige Bolivia. Det var en hård, kold og helt fantastisk tur. Bolivia har noget imponerende landskab at byde på. Vi fik skudt tæt på en million billeder de tre dage, og kunne have taget det dobbelte. Der var så meget flot at kigge på, mens vi kørte på tværs af det bolivianske altiplano.

Turen startede med afhentning fra vores hostel kl.4, da vi skulle køre et stykke nordpå i Chile før vi kunne krydse grænsen til Bolivia (som nævnt i forrige blog, var grænseovergangen ved San Pedro lukket pga. snevejr). Ved den bolivianske grænse blev vi mødt af vores guide, Andres, eller El Capitan som han omtalte sig selv, der skulle være vores chauffør, guide og kok de følgende tre dage. Turen foregik i 4WD jeeps med plads til seks personer. Vi havnede i bil med et fransk par, Lea og Remy, og et schweizisk par, Sarah og Arnault (som desværre var fra den franske del af Schweiz, så der blev plapret løs på fransk en god del af tiden). Vi var tre biler fra samme tourbureau, der fulgtes ad, så der var hjælp at hente, hvis bilerne skulle køre fast eller gå i stykker. Som i følge de mange anmeldelser på TripAdvisor er et hyppigt problem. Efter en hurtig morgenmad i den bolivianske morgenkulde, blev bilen pakket med bagagen på toppen og afsted det gik.

Toyota Landcruiseren var vores trofaste transportmiddel i 3 dage.

Eftersom turen foregik i vis højde (3600m-5000m) betød det både kolde temperaturer og risiko for højdesyge. Vi var noget nervøse for, hvordan vi ville håndtere højden, da vi var i tvivl om, hvorvidt min sygdom i San Pedro skyldtes højden eller noget jeg havde spist. Det viste sig dog at gå helt problemfrit. Om det skyldtes den mængde cocablade vi tyggede eller vi bare var heldige, det vides ikke. Den franske pige, Lea, blev ramt på slutningen af første dag, hvor hun gik helt kold. Heldigvis var hun frisk igen dagen efter. Det var vores guide, El Capitan, der uddelte cocablade til os. Det er vist ikke helt videnskabelig bevist, at det rent faktisk hjælper, men de lokale tror på det og tygger dem i et væk. Så vi gjorde forsøget. En ordentlig stak grønne blade ind i munden, tygge, tygge, tygge, og så ud til siden under læben. Vi blev dog aldrig de store fans af bladene, men cocateen gled lettere ned. En anden ting ved at befinde sig i disse højder er, at bare det at gå ligeud er en udfordring og begynder det at gå bare det mindste opad, er man ved at hoste lungerne op. Det sker også, at vi er vågnet om natten og føler, at vi har glemt at trække vejret, så det hele er lukket til. Det er ikke for sjov at befinde sig så højt oppe. Heldigvis mærkede vi meget lidt til det i løbet af dagene, da gåturene var begrænsede.

Highlightet på førstedagen var besøget ved Laguna Roja (muligvis har den et andet navn, vi ved det ikke rigtig), der får sit navn fra den røde farve søen har. Udover den flotte røde farve, holder store flamingoflokke til her ved søen. Vi gik en tur langs søen og op til et udkigspunkt. Vi så adskillige laguner den dag, og det fascinerende ved dem er deres opgivelser med de store bjerge, der rejser sig omkring. De har noget af det vildeste bjerglandskab, vi nogensinde har set, her i Bolivia. Det er majestætisk, øde og ufremkommeligt, men imponerende at betragte på afstand.

En af de talrige søer vi kom forbi.

Flamingoer ved Laguna Roja

Laguna Roja

Lamaer ved Laguna Roja

På anden dagen vågnede vi op til snevejr. Det skulle ellers være tørketid (modsat af regntid). Hvad sker der for vejret? Til gengæld så det flot ud med det hvide lag på bjergene og klipperne og den stilhed, det giver, var magisk men også kold. Vi gik en tur mod endnu en lagune, Laguna Negra. Turen gik gennem en lumsk dal, hvor der løb adskille små vandløb, men disse var delvist frosset og dækket af sne, så det var umuligt at se, hvor de løb. Heldigvis stak der græstoppe op hist og her, som vi kunne hoppe mellem og dermed undgå at få våde og (mere) kolde tæer. Hoppe-turen gennem dalen var dog det hele værd, da lagunen der mødte os var en lille gemt perle afskærmet endnu engang af klipper på alle sider.

Efter frokost gik turen mod en kæmpe kløft midt i det store ingenting. Den var dyb og vi kunne se en flod sno sig i bunden. Der var en tange, man kunne kravle ud på, så vi kom ud midt i kløften og kunne kigge ned. Det var en imponerende udsigt, der vækkede den indre dare-devil for, hvor tæt på kanten man turde gå (vi er heldigvis begge to kyllinger, når det kommer til den slags vovestykke, så vores mødre behøver ikke panikke).

Den dybe kløft fra dag nummer 2.

Os på den lille tange.

Det var småt med tegn på liv i de store vidder. Både fra dyr og mennesker. Det er måske ikke uforståeligt, da miljøet virker uvenligt og langt fra frodigt. Der begyndte dog på anden dagen at dukke spredte beboelser op. Det er svært at sige, hvad der får folk til at slå sig ned i de egne eller hvad de lever af. Angiveligt dyrkes der en del quinoa her, og vi fik da både quinoasuppe til aftensmad og quinoa morgenmadsknas (og senere hen har vi også fået smagt quinoamuslibarer).

Den anden nat blev vi indlogeret på et stort salthotel. Ja, det er rigtigt, et SALThotel. Alt var bygget af salt; væggene, bordene og sengene. Alt bortset fra toilettet og vasken. Vi smagte på både væggen og bordet, og den var god nok. En spøjs ide. Vi var blevet lovet et tiltrængt varmt bad på hotellet. Og jo, da de tændte for strømmen kl.17.30, kom der også varmt vand. På den ene side af hotellet. Desværre boede vi på den forkerte side af gangen. You win some, you lose some.

Tredjedagen stod på turens ultimative highlight, Bolivias 10.000 km2 store saltørken, Salar de Uyuni. Vi kørte afsted tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt for at kunne fange solopgangen ude i ørkenen. Det havde igen sneet om natten, så vejene var glatte og da vi nåede saltørkenen var den godt våd, da saltet havde fået sneen til at tø. Bilerne sad fast på stribe i de våde saltmasser. Heldigvis kørte El Capitan raskt til og fik os styret gennem det problematiske stykke og sikkert ud i den tørre ørken. De to andre biler fra samme firma, som vi fulgtes med (i tilfælde af ulykker), sad begge fast og kom først fri et par timer senere. Lad os bare sige, at stemningen var høj og lettet i vores bil og El Capitan fik en klapsalve med på vejen. Med solens begyndende lys kunne vi for alvor fornemme den store hvide ørken, der omkransede os og fortsatte i det uendelige. Der var stille i bilen. Aldrig har vi set noget lignende. Ikke engang tæt på. Første stop i saltørkenen var en ø midt i det hvide hav, som er groet til med kaktusser og fungerer som et ideelt udkigspunkt over ørkenen. Vi begav os op ad bakkerne på øen, prustede og stønnede (vi var stadig i 3600m højde!). Men endnu engang var det det værd. Der var en fantastisk udsigt fra toppen! Udover hele den imponerende ørken, hvor vi kunne se hele vejen til de høje bjerge, der omkranser området. Det føltes virkelig som om, vi stod på en ø midt i et hvidt hav. Hvis det ikke var fordi der var pissekoldt og vi ikke havde fået morgenmad endnu, var vi ikke kommet ned igen den første time. Det var så storslået. Og anderledes.

Kaktusøen i salt “havet”

Man behøver ikke tage selfies når man rejser med nogen!

Ned igen kom vi dog og fik os noget tiltrængt morgenmad. Herefter begav vi os videre ud i det hvide ingenting. Næste stop var det obligatoriske fotostop, hvor man kan lege med skæve perspektiver. Fordi det er pandekageflat og ensformigt, er det svært at skelne afstande og det kan man lave mange gode billeder med. Vi havde det sjovt alle seks med at tage adskillige tossede billeder på det hvide lærred.

Leg med perspektiver

Vores lille rejsegruppe

Efter turen gennem saltørkenen ramte vi Uyuni, som var slutpunkt for turen. En lille intetsigende by på kanten af saltørkenen, der lever af den kæmpe turisme, der omkranser Salar de Uyuni. Vi blev læsset af og fik sagt pænt farvel og tak til El Capitan for en god og sikker tur. Det har i særdeleshed været en af de ture, vi sent vil glemme.

ChrLou

Has one comment to “Storslåede Salar de Uyuni”

You can leave a reply or Trackback this post.
  1. Ove - June 22, 2018 Reply

    Det må have været en helt særlig oplevelse med de mange superlativer, der er taget i brug! Fortsat god tur!

Leave a Reply

Your email address will not be published.