Strandparadis på Gili Trawangan

Så nåede vi endelig til Giliøerne, som vi havde hørt så meget godt om. Giliøerne, der ligger ud for Lomboks vestkyst, udgøres af tre små øer; Gili Trawangan, Gili Meno og Gili Air. Vi havde oprindelig bestemt os for Gili Air, den mere stille og rolige af øerne, men grundet uopklaret interne kommunikationsfejl, endte vi med at tage til Gili Trawangan; the Party Island. Og her vil den skarpe læser nok også tænke; hvad hulen skal Christian og Louise der? Og vi er jer svar skyldig.

Som skrevet var førstehåndsindtrykket ikke det bedste og vi blev dog heller aldrig for alvor forelsket de fem dage vi tilbragte på øen. Om det skyldtes for høje forventninger, forkert valg af Gili-ø eller det vedvarende maveonde vides ikke. Dog ER der skønt! Flotte hvide sandstrande øen rundt, hvor det turkisblå vand lige så stille og roligt skyller frem og tilbage. At ligge der i sin liggestol under parasollens beskyttende skygge med bogen i den ene hånd og en iskaffe i den anden, det er daseferie, når det er bedst. Stemningen ødelægges nogle gange lidt af alle bådene der ligger ude i vandet eller musikken der blæses ud af højtalerne. Og dertil kommer alt turistpostyret, alle ser dig som en omvandrende ATM og det er svært at stole på ‘gode råd’. Så Gili Trawangan er en blanding af alt det gode ved en tropeø og det man helst vil undgå ved masseturismen.

Vores oplevelser på Gili var heller ikke helt ens for Christian og jeg. Mens jeg kæmpede med at komme ovenpå igen med maven (der skulle ende med at gå syv dage, før lysten til mad vendte tilbage), var Christian ude og genopdage sin dykning. Han tog et genopfriskningskursus indeholdende lidt teori, et pooldyk og to rigtige dyk. Han svømmede med både kæmpe skildpadder og (knap så kæmpe) hajer. Det var en succes at være tilbage i våddragten.

Det blev også til en snorkeltur for os begge to, hvor vi var med båd ud til tre forskellige stops – jeg kunne nu godt have været foruden det sidste, hvor det vippede lige lovligt meget til en ødelagt mave. Vi så også her store havskildpadder, der svømmede rundt lige så stille og passede sig selv. Der var også enkelte fine koraller, men ikke noget der for alvor fik os til at hoppe.

Efter fem dage på Gili venter sidste stop i Indonesien, den lille ø sydøst for Bali, Nusa Lembongan. De kloge skriver, at man på Nusa Lembongan finder det Bali man håbede på at opleve.

ChrLou

2 comments to “Strandparadis på Gili Trawangan”

You can leave a reply or Trackback this post.
  1. Ove Andersen - March 3, 2018 Reply

    Håber også at du, Louise, får gang i dykningen! Det må være en kæmpe oplevelse at svømme blandt fisk, skilpadder og koraller. Fortsat god tur!

  2. Anna Jensen - March 9, 2018 Reply

    Det må være en stor oplevelse at svømme mellem skildpadder og hajer.

Leave a Reply

Your email address will not be published.