To ugers ferie i Brasilien

Som overskriften fortæller, blev vores tur sluttet af med to ugers tiltrængt ferie i Brasilien. Vi startede med to dage i Rio, hvor vi tulrede lidt rundt langs de berømte strande Ipanema og Copacabana og var på en guidet cykeltur rundt i Rio. Det var en rigtig fin cykeltur, hvor vi kom langt omkring i den hektiske by. Det specielle ved Rio, der rammer en som noget af det første, når man besøger byen, er kontrasten. Kontrasten mellem storby og strandliv. På den ene side har du den travle storby med højhuse, bilos og mekanisk larm og på den anden side, grænsende lige op til, har du den brede sandstrand, folk i bikini og bølgernes brusen. Adskillelsen består af én vej. Og nogle gange er overgangen fra den ene verden til den anden sløret og du ser folk i bikini på gågaden. Vi forstår godt, hvad folk finder så tiltalende ved Rio, det er ikke enten-eller, det er både-og.

Stranden og Rio de Janeiro ved Ipanema

Stranden og Rio de Janeiro ved Copacabana

Selaron Steps lavet med små mosaiker fra forskellige steder i verden.

Næste stop i Brasilien var Ilha Grande, en ø der ligger godt 2,5 times kørsel syd for Rio. Ilha Grande er en lille ø med et ton af lækre hvide sandstrande med blåt vand. Bag strandene rejser der sig små bjerge dækket af den grønne tropiske skov, der dominerer øen. Det er et lille paradis. Hvor lykken er at sidde i vandkanten med en caipirinha i hånden og bare trække vejret. Det blev måske lige idyllisk nok. For os i hvert fald. Men tilføj en bog og nogle fritter og vi er ved at være der. Vi nød vores afslapningsdage på Ilha Grande, hvor de to første ikke stod på andet end afslapning i hængekøjen ved vores bungalow eller på stranden. Efter to dage med inaktivitet måtte vi hellere bevæge os lidt, så vi tog vandreskoene på og fulgte en af de mange optegnede vandreruter på Ilha Grande. Vi valgte en rute på tværs af øen over til hvad der betegnes som øens flotteste strand, Lopes Mendes (og den næstflotteste i Brasilien, den flotteste ligger på Noronha Fernando). Det var en rigtig fin og svedig vandretur gennem den frodige jungle med enkelte gode viewpoints undervejs. Vi krydsede også flere små skønne strande, der lå skjult mellem klipperne. Endelig fremme ved Lopes Mendes blev vi lidt skuffede. Bevares, det var en fin lang og bred sandstrand med hvidt fint sand, men så var det heller ikke mere. Vi er muligvis blevet for forvent.

Ilha Grande med byen Abraão

Lopez Mendez stranden

Efter fem dage på Ilha Grande gik turen tilbage til Rio, slut med strandferie (det kunne også være godt det samme, vejrudsigten lovede intet andet end regn). Tilbage i Rio skulle vi krydse et par turistmål af på vores liste. Først var besøget ved Kristus-statuen (Cristo Redentor) på toppen af Corcovado bjerget med udsigt over hele Rio. Vi var lidt uheldige med vejret, så da i ramte toppen, var hele statuen dækket i skyer. På mirakuløs vis gik der dog kun et splitsekund, før skyerne delte sig og Kristus kom til syne. Det er en af de der ting, der føles helt specielt. Man har set billeder af det tusinde gange og ved det er en kæmpe tursitfælde, og alligevel bliver man rørt over at stå der selv. Ligesom med Machu Picchu er den stor del af det, der gør Kristus-statuen speciel, dens beliggenhed. Der er en eminent god udsigt deroppe fra (når skyerne ikke lige driller). Vi stod længe deroppe og bare kiggede udover Rio. Det er en storby som ingen anden, den måde den er bygget rundt om alle de små bjergtoppe, der popper op rundt omkring, er unikt. I hvert fald af de byer vi har set.

Den kære Kristus

Udsigt til Copacabana og turister!

Nede igen fra Corcovado bjerget gik turen op på endnu et yndet udkigspunkt over Rio. Denne gang bjergknolden Sugar Loaf Mountain. Denne ligger ud for kysten og kigger mod Kristus-statuen, så her får man udsigten fra modsatte side. Vi tog kabelbanen op til toppen til solnedgang, så vi kunne nyde solen dale ned bag Rios bjerge. Til anledningen havde vi medbragt to øl og nogle nødder. Vores sidste solnedgang. Lad os bare sige at den ene af os blev lidt rørt. Et kort øjeblik kunne omfanget og betydningen af vores rejse samt den nærforestående ende virkelig mærkes. Og lige så hurtigt, som det var kommet, var øjeblikket ovre og vi nød resten af vores øl og den flotte solnedgang (der kun til tider blev afbrudt af en sky, der fløj indover os og dækkede vores udsyn).

Udsigt over Rio de Janeiro fra Sugar Loaf Mountain

Solnedgang over Rio de Janeiro fra Sugar Loaf Mountain

Rio de Janeiro med lys på.

De fleste ved nok, at Rio er kendt og berygtet for sine slumkvartere, sine favelas. De ligger overalt i byen, som oftest bygget op ad bjergskråninger, hvor de skiller sig ud fra resten af byen med sine farvede sammenvoksede huse. De er en verden for sig. En verden man bliver frarådet at bevæge sig ind i på egen hånd. Det er dog muligt at tage på guidede ture til nogle af de mere sikre favelas, og efter grundig research, bestemte vi os for, at det virkede sikkert nok for os at booke en tur. Så det gjorde vi. Desværre blev vi dagen inden kontaktet, hvor de fortalte at de af politiet var blevet rådet til at aflyse deres tur af sikkerhedsmæssige grunde. Æv. Nå. Vi ville gerne have denne mere autentiske oplevelse af Rio med, så vi fandt et andet turselskab, der havde tur til en anden favela. Så afsted med os. Det var en af de bedre oplevelser. En af de oplevelser der efterlader en splittet og med noget at tænke over. Der er ingen tvivl om, at der hersker en speciel stemning i disse favelas. De lever på kant med loven og uden om de normale normer i samfundet. Eksempelvis betaler de ikke for vand eller elektricitiet, hvorfor vandforsyningen lukker for vandet cirka 2 dage om ugen. Hver favela styres af en bande, der lever ved at sælge stoffer, og de samler penge ind fra favelaen til at bestikke politiet til at se den anden vej. Og de har deres eget “retssystem” (i mangel for bedre ord), der bygger på selvtægt. Guiden kaldte det at give “a massage”, når nogle overtrådte deres regler. Vores guide var opvokset og boede i den favela, vi besøgte (det frarådes at bevæge sig ind i en favela medmindre du er sammen med en lokal) og man kunne godt mærke, at han havde en anden mentalitet og syn på samfundet. Han kunne helt oprigtigt ikke se problemet i selvtægt og forstod ikke, hvorfor det almindelig samfund fungerer, som det gør. Han fortalte historien om en mand fra hans favela, der var blev bestjålet af en lille dreng på Copacabana, var løbet efter ham og havde tævet drengen, og da politiet kom, havde de arresteret manden for vold, men ikke drengen for tyveri. For os var det fuldstændig naturligt, men det krænkede i den grad vores guides retfærdighedsfølelse. Vi oplevede dog ikke noget farligt på vores tur. Det mest skræmmende var det politi vi så, der kørte rundt i området med maskinpistolsbevæbnede politimænd på ladet af en pickup truck. Dog blev vi to gange forskrækket af fyrværkeri. Vores første tanke var at det var skud, men alle de lokale, vores guide inklusiv, bemærkede det dårligt nok og fortsatte ufortrødent med deres gøremål. Guiden forklarede os at de kriminelle bruger nytårskrudt til at indikerer hvor politiet befinder sig i favelaen. Tankevækkende!

Favelaen Rocincha, som er den største af Rio de Janeiros mere end 700 favelaer.

Byggestilen var nok ikke blevet godkendt derhjemme…

De små gange mellem husene var som labyrinter.

En af de ting, jeg havde set frem til ved Rio, var at “people watche” på stranden. Jeg elsker at kigge på mennesker. At kigge på hvordan de opfører sig og klæder sig, hvor tossede de kan være eller hvor smarte de kan være. Og Copacabana skuffede bestemt ikke! Eller Rio generelt. Der er alle typer. Tykke og tynde, hvide og blå, slips og bikini. Et kendetegn generelt er at brasilianerne bestemt ikke er blufærdige. Tværtimod. Der bliver gerne vist hud. Mest på stranden. Og det er lige gyldigt, om du har æble-, pære- eller timeglasform. En g-strengs trusse går til alle. Vi brugte den sidste solskinsdag (og den eneste rigtige i vores anden omgang i Rio) på den berømte strand Copacabana, hvor søndag betød, at der var gang i den på stranden. Der var et løb for velgørenhed i gang på vejen bag stranden med sambamusik og stemning, mens kvindernes finale i et beach håndbold stævne var i gang på selve stranden. Efter at have set kampen til ende (og mændene gik i gang, som havde alt for meget tøj på i forhold til kvinderne) gik vi videre ned til vandet, lejede to strandstole og bestilte en kold caipirinha (klokken havde jo rundet 11.30!). Christian var også ude at lege i bølgerne, men måtte gå alene, da jeg synes, de liiige var voldsomme nok. Det var alt i alt en perfekt dag på stranden og satte et smukt punktum for Rio.

Efter både cykeltur, Kristus-statuen, Sugar Loaf og de berømte strande manglede vi kun et punkt på vores to-do liste; brasiliansk BBQ. Vi havde fundet et sted, hvor de lovede autentisk brasiliansk bbq, dvs. en uforsvarlig mængde kød. Og det holdte stik. Det var et kød-orgie, hvor de kom ind med den ene udskæring efter den anden til bordet. Kødet kom på kæmpe spyd, hvor tjenerne skar stykker af ved bordet. Der var også en tilbehørsbuffet, men den gider vi ikke snakke om. Det var klart kødet, der var i centrum – som det skulle være. Og det var lækkert. Virkelig lækkert. Christian begyndte helt at svede tilsidst, fordi han havde spist så meget kød (jeg undgik dette ved at hælde halvdelen af min drink udover mig selv med isterninger og det hele, det kølede dejligt).

Brasiliansk barbecue!

Vi har også opdateret Google Photos med billeder fra den sidste måned – bedre sent end aldrig.

Og nu er det tid til at vende hjem til varme Danmark.

ChrLou

Leave a Reply

Your email address will not be published.